“Den kage er GENIAL!”, udbrød min store søn, da han var lille: Der var alt det, han kunne lide: Banan, flødeskum og chokoladesmag. Siden har den ikke heddet andet i vores familie.
Den er meget hurtig at bage, den skal dog trække en times tid efter bagning, inden du fylder og ruller den, men arbejdsgangen er kort.
Den smager virkelig godt. Jeg har i disse sukkerforskrækkede tider sukkerreduceret den lidt, men til gengæld tilsatte jeg flødeskummet lidt flødechokoladeknapper – så går det måske lige op …
roulade1
Ingredienser
3 æg
125 g. sukker
3 spsk. usødet kakaopulver
3 spsk. mel
3. spsk. kartoffelmel
1 tsk. bagepulver
Fyld:
1/2 liter piskefløde
4-5 bananer
evt. chokoladeknapper eller hakket chokolade
Pisk æg og sukker lyst og skummende. Sigt kakao, mel, kartoffelmel og bagepulver i æggemassen og vend det godt sammen.
Bred massen ud på en bageplade med bagepapir. Massen er ret tyndflydende, men det er ok. Bred den ud til den nogenlunde fylder bradepanden ud.
Bages ved 200 grader i ca. 12-14 minutter. Hold øje med at den ikke får mørke kanter.
Imens bunden bager gør du et stykke bagepapir klar, som du drysser godt med sukker (sukkeret forhindrer at bunden klistrer fast mod papiret)
Tag bunden ud af ovnen, lad den afkøle i 5 minutters tid. Vend den over på det sukkerdryssede bagepapir, men lad bagepapiret sidde på bunden.
Tag et viskestykke, gør det vådt og vrid det godt. Læg det ovenpå bunden (ovenpå bagepapiret) og lad bunden trække i en times tid.
Træk bagepapiret forsigtigt af bunden. Pisk fløden til blødt skum. Fordel flødeskum over bunden og dernæst bananskiver, som skal dække hele bunden.
Brug papiret til hjælp når du ruller rouladen. Pak papiret om den og lad den trække på køl. Mest optimalt hvis den trækker et par timer.
Tango